Min interesse for akvariefisk har jeg haft, siden jeg var dreng. Jeg fik mit første saltvandsakvarium i 1978. Dengang var der ikke noget, der hed levende sten og koraller var slet ikke på tale. Jeg havde således rene fiskeakvarier frem til 1997, hvor jeg ved et tilfælde så en TV udsendelse fra Danmarks Akvarium, der omtalte, hvor langt de var nået med at holde liv i koraller. Udsendelsen tændte min interesse, da det nu var blevet muligt at få et koralrevsakvarium til at trives. Jeg opsøgte Thomas Friis, der dengang var ansat i Petgo’s saltvandsafdeling for at høre, hvad der skulle til. Han gav et overslag og med de bygningsmæssige tiltag, der var nødvendige, var det en udskrivning på ca. kr. 35.000,-
Thomas var helt på forkant med de nye principper, så det var ud med bundfilteret og velkommen til HQI lys, kalkreaktor, skummer og levende sten.
For at forstå de komplekse processer, der sker i et saltvandsakvarium, købte jeg bøgerne The Modern Coral reef akvarium af Svein A. Fosså og Alf Jacob Nielsen. Jeg vurderer, at især bind I har været en uvurderlig hjælp til at forstå, hvad der egentlig sker i et saltvandsakvarium.
Thomas tilbød at hjælpe med opsætningen, hvilket jeg tog imod og jeg skal bemærke, at det var en stor hjælp.
Mit akvarium er opstillet i et separat akvarierum, så det kun er forruden, der er synlig som et billede i stuen.
Resultatet er blevet rigtig godt bortset fra, at det valgte Akvastabil akvarium på 720 liter sprang læk efter 2 år. Det gjorde det nye Akvaustabil akvarium desværre også igen efter to år. Mit nuværende helglasakvarium er naturligvis af andet fabrikat.
De første år stod i udviklingens, indkøbets og erfaringens tegn.
Kalkreaktoren blev udskiftet med kalkvandsmikser. Osmoseanlægget blev suppleret med kunstharpiksfilter. Der blev monteret ozonanlæg. Nitratindholdet blev bragt ned til 0 med nitratfilter. Dette filter er i mellemtiden blevet udskiftet med en sump med Caulerpa alger, der helt naturligt holder nitrat og fosfatindholdet i bund.
For at bringe de mange vedligeholdelsesopgaver ned til et minimum har jeg løbende automatiseret det meste. Jeg har investeret i 2 PLC,er (computere), der via en eltavle styrer de fleste funktioner. Følgende er automatiseret:
- Automatisk påfyldning af osmosebehandlet vand ved fordampning.
- Automatisk fremstilling af nyt saltvand ved vandskifte.
- Automatisk vandskift af 54 liter vand hver 14. dag.
- Automatisk temperaturstyring ved brug af udeluft.
- Automatisk tilsætning af sporstoffer.
- Automatisk fodring med Tetra Marin Granules.
- Tidsstyring af lys.
- Tidsstyring af ozontilsætning.
- Tidsstyring af osmosevand og kalkvandstilsætning.
- Tidsstyring af pumper ved vandskifte.
- Kontrol af Redox af PH værdier.
- For at begrænse tømningen af koppen på proteinskimmeren har jeg har lavet et udtag, der føres til afløbet.
Ud over dette har jeg en logbog (et regneark), der holder styr på, hvornår bl.a. luftsten, HQI pærer, cirkulationspumper skal udskiftes eller renses. Når jeg indtaster de aflæste vandværdier i regnearket, holder formlerne automatisk øje med, om vandværdierne ligger inden for referenceværdierne.
Det er altid godt med en logbog, hvis der pludselig sker et eller andet utilsigtet.
Mit akvarium er opbygget som et klassisk koralrevsakvarium med blå baggrund. Min Red Devil cirkulationspumpe sørger for kraftig cirkulation langs bagruden, så der ikke ophober sig snavs bag i akvariet. Jeg har desværre på et tidspunkt brugt et noget mørkt bundlag, som siden er blevet skiftet ud. Men resterne efter det mørke bundlag dukker til stadighed op i det hvide sand i takt med, at sandsøstjernerne roder op i bundlaget. På billederne giver det indtryk af, at bunden er snavset eller algebegroet, hvad den absolut ikke er. Jeg bliver nok nødt til at skifte bundlaget igen, men jeg er ikke glad for at miste alle de gode bakterier og småpolyps.
Jeg har flest blødkoraller, men har på det sidste investeret i flere stenkoraller. Fiskene kommer ikke fra et bestemt område, men udvalgt så de holder akvariet rent for trådalger og ikke spiser koraller. Mandarinfiskene skulle spise planaria, hvis man skulle være så uheldig at få den i akvariet.
Både fisk og koraller trives fint.
Tekniske specifikationer:
- Akvariestørrelse: 750 l
- Sump: 50 liter akvarium med ca. 50 % vandstand. Sandbund fyldt med Caulerpaalger.
- HQI Lys: 2x250 W HQI (10.000 K) tændt i 9 timer.
- Blåt lys: 1 x 36 W Sera Deep Sea special Diazoblue tændt i 11 timer.
- Proteinskimming: Aquamedic Baby modificeret med luftsten.
- Vandbevægelse: 1 Red Dragon 12.300 l timen.
- Kalkvandsmikser: Deltec Tilsætning kemisk rent Calsiumhydroxid.
- Ozontilsætning: Sander tilsætning hver 3 dag
- Doseringsanlæg: IKS doseringspumpe tilsætning af Tropic Marine A & K element.
Sidst aflæste vandværdier:
- PH morgen 7,8- aften 8,25
- Redox 400-450
- Ca 450
- KH 8
- MG 1380
- Silicate 0
- Fosfat 0,05
- Nitrat 0
Jeg kan ikke alle de latinske navne for fisk & koraller, men jeg forsøger:
Fisk :
- 3 Zebrasoma flavescens (gul kirurgfisk)
- 1 Pomacanthus narvarchus (kejserfisk). Havde 2, men den ene er sprunget ud af baljen - ØV
- 1 Paracanthurus hepatus (palet kirurgfisk)
- 1 stk sejlfinnekirurgfisk
- 2 stk. fløjlsklovnfisk
- 1 stk. kirurgfisk art ?
- 3 stk. Mandarinfisk
Koraller :
- 2 stk. Galaexa
- 6 stk. Sarcophyton (læderkoraller 5 hvide en grøn).
- 2 stk. Hammerkoraller.
- 1 stk. Dendrophylliidae
Diverse koraller
- Diverse Skiveannemoner.
- 1 stk. Acropora.
- 1 stk. Tubastrae (solkoral).
- 2 stk. Merculina
- Diverse Capnella.
- Diverse Polyps.
Øvrige:
- 1 Triadacnia musling
- Diverse Eremitkrebs
- Diverse snegle
- 3 stk. sandsøstjerner.
- 2 stk slangesøstjerner.
- 1 stk. søpølse.
Mvh
Jan Severin